Hvad gør du, når ingen vil tale med dig i lokalsamfundet?

Når vi præsenterer modulet om interview i lokalsamfundet, kommer det samme spørgsmål næsten hver gang: hvordan får jeg folk til at tale, når de ikke kender mig, og når de har oplevet, at medier kun kommer forbi, når noget er gået galt? Jeg er Sofie, og jeg underviser i dialog og ansvarlig involvering, så jeg møder spørgsmålet fra begge sider af bordet.

Det ærlige svar er, at tavshed sjældent handler om dig som person. Den handler om, hvad folk forventer af en journalist: at blive citeret skævt, at blive brugt som kulør eller at høre ingenting bagefter. Når du forstår den forventning, kan du begynde at imødegå den helt konkret, og det er netop det, vi øver på kurset med dine egne cases som udgangspunkt.

I dette efterår har flere deltagere arbejdet med lokale temaer som trafik ved skoler, foreningslivets lokaler og ældres hverdag. Spørgsmålet var det samme alle steder, og svarene lignede hinanden mere, end man skulle tro.

Mange begynder med dem, der allerede er synlige: formanden, lederen, den tidligere kandidat. De er nemme at nå, men de fortæller sjældent hele historien. På kurset øver vi i at gå en omvej via foreninger, nabolagets mødesteder, biblioteker og de ildsjæle, som andre peger på, når du spørger hvem der egentlig kender stedet.

Det kræver tid, men tiden betaler sig. En enkelt samtale med en person, der er introduceret af en, folk stoler på, åbner ofte flere døre end ti kolde opkald. Det er heller ikke et spørgsmål om at lirke, men om at vise, at du har gjort dig umage med at forstå, hvem der bor og virker på stedet.

Et godt vaneskift er at spørge hver samtalepartner til sidst: hvem bør jeg tale med, som jeg ikke har tænkt på? Svarene fortæller dig både noget om netværket og om, hvor dine blinde vinkler ligger.

• Spørg foreninger og biblioteker, hvem der kender stedet
• Bed hver samtalepartner pege på en ny person
• Besøg mødestederne før du ringer

Den hurtigste måde at miste tilliden på er at være upræcis om formålet. Fortæl i enkle ord, hvilken historie du arbejder på, hvor den skal stå, og hvad du ikke ved endnu. Mange bliver beroligede af, at du indrømmer, at du stadig er i gang med at lytte, og at du ikke kommer med en færdig vinkel.

Aftal også med det samme, hvad der sker bagefter. Skal personen se citater før udgivelse? Hvornår kan de forvente at høre fra dig? Her er der ingen fælles regel, men en klar aftale, som du holder, er mere værd end et løfte, du ikke kan stå på mål for.

Vi træner det i rollespil på kurset, hvor du både er journalisten og samtalepartneren. Det skaber en forståelse af, hvor det kan knibe, og hvilke formuleringer der virker overraskende anspændte, når man hører dem selv.

Åbne spørgsmål begynder ofte med fortæl mig om eller hvordan var det, da. De inviterer til fortælling frem for ja og nej, og de giver samtalepartneren lov til at vælge, hvad der er vigtigt. Det kan føles uvant, hvis du er vant til at stille spørgsmål, der skal ende i et citat.

Det sværeste er at holde pausen. Mange udfylder stilheden for hurtigt, og så mister de netop den sætning, som kom efter en ekstra indånding. På kurset lytter vi til lydoptagelser fra øvelserne og markerer de steder, hvor en pause kunne have givet mere.

Brug gerne dit eget notatark som støtte, men lad det ligge, når samtalen finder sin egen retning. Det er ofte i afstikkerne, at du får de beskrivelser, læserne senere genkender.

• Begynd med fortæl mig om frem for hvorfor
• Tæl til fem, før du stiller næste spørgsmål
• Spørg til eksempler, ikke til holdninger alene

Efter samtalen begynder det andet halve arbejde: at skrive det, som er sagt, uden at skubbe det i en retning, den ikke pegede. Det gælder både valg af citater og den ramme, du sætter om dem. Et korrekt citat i en skæv sammenhæng kan stadig sige noget andet, end personen mente.

Vi øver os i at læse eget udkast højt for en medkursist, som kun kender samtalen fra noterne. Hvis vedkommende hører en anden pointe end den, du ville fremhæve, er det et tegn på, at gengivelsen skal justeres. Det er en enkel test, men den afslører overraskende meget.

Overvej også, om en samtalepartner bør kunne genkende sig selv i teksten, og om du har givet vedkommende mulighed for at rette faktuelle fejl. Det er ikke det samme som at give tekstgodkendelse, men det viser respekt og forebygger misforståelser.

Efter modulet har du prøvet at planlægge en samtalerække i dit eget lokalområde, øvet åbne samtaler med medkursister og skrevet en kort gengivelse, som blev læst kritisk igennem. Du har en liste over steder og personer, du vil opsøge, og en formulering til, hvordan du forklarer formålet.

Det garanterer ikke, at alle vil tale med dig. Nogle gange er svaret nej, og det skal du kunne tage imod med ro. Men du står bedre rustet, når du møder tøven, og du ved, hvad du kan gøre anderledes næste gang.

Du får feedback fra mig og fra de andre undervisere, og du kan bruge forløbet som byggesten i din egen publikumsplan til sidst i kurset.

• En samtaleplan til dit eget lokalområde
• Øvede åbne spørgsmål med feedback
• En metode til at tjekke din gengivelse