Samtalen på havnen: Karens fortælling om at lytte før man skriver

Karen arbejder på en lokalredaktion og kom til kurset med et konkret problem. Redaktionen skrev ofte om havnens udvikling, men reaktionerne kom næsten kun fra de samme få personer: politikere, foreningsformænd og enkelte læsere, der altid skrev et indlæg. De, der faktisk gik langs kajen hver dag, var tavse.

Hun fortalte det i første undervisningsgang, uden at pynte på det. Hendes spørgsmål var enkelt: hvordan får man folk til at fortælle noget, de ikke selv ved er en historie? Det blev udgangspunktet for hendes arbejde med modulet Interview i lokalsamfundet, og jeg fulgte forløbet som underviser.

Jeg skriver om hende her, fordi hendes vej illustrerer, hvad modulet går ud på: at øve åbne samtaler med borgere, foreninger og lokale ildsjæle og gengive deres stemmer retfærdigt. Karen er ikke hendes rigtige navn i detaljer, men forløbet er hendes eget.

Karens første udkast til interviewguide var en liste med fjorten spørgsmål, de fleste med et ja eller nej som svar. Vi gennemgik den sammen på holdet, og de andre kursister påpegede, at listen fortalte mere om redaktionens forudsætninger end om havnens liv. Spørgsmålene styrede samtalen ind mod det, hun allerede troede.

Hun skar guiden ned til tre åbne indgange: hvad bruger du havnen til, hvad har ændret sig, siden du kom første gang, og hvad ville du savne, hvis det forsvandt. Resten skulle komme af det, folk selv sagde. Det føltes utrygt, sagde hun, fordi hun ikke kunne forudse samtalens retning.

Vi øvede først i klasseværelset med rollespil og dernæst med en kollega, der spillede en tøvende borger. Det lyder banalt, men det var her, Karen opdagede, hvor hurtigt hun selv afbrød med opfølgende spørgsmål, før den anden var færdig med at tænke.

• Start med spørgsmål, der kan besvares med en historie, ikke et ja eller nej
• Lad pauser stå, og vent, før du stiller næste spørgsmål
• Notér, hvad der undrer dig, i stedet for at rette det med det samme

Karen tog ud på havnen tre formiddage i træk. Første dag talte hun med en mand, vi kan kalde Henrik, der havde fisket fra samme mole i årtier. Han forventede at blive spurgt om politik og blev overrasket over, at hun mest ville høre om morgenerne. Han talte i tyve minutter uden afbrydelse.

Anden dag mødte hun en ung mor, Maja, der brugte havnen som den eneste legeplads inden for gåafstand. Tredje dag talte hun med en lille roforening, hvor to medlemmer var uenige om, hvad foreningen ønskede. Karen lod uenigheden stå i sine noter i stedet for at glatte den ud.

Det var netop disse tre tilgange, vi havde arbejdet med i modulet: borgeren, der ikke ser sig selv som kilde, den daglige bruger og foreningen med flere stemmer. Hun fik ikke tre citater til en artikel, men tre forskellige billeder af, hvad havnen betyder.

Efter turene sad Karen med sider af noter og et problem, som mange kursister kender: hvad gør man med det, folk har sagt? Hun fristedes til at samle det i få pointerede citater, der passede til redaktionens oprindelige vinkel. Vi talte om forskellen på at citere præcist og at citere udvalgt.

Hendes løsning var at sende de passager, hun ville bruge, tilbage til de talte, så de kunne se, hvordan de fremstod i sammenhæng. Henrik rettede en enkelt formulering, som han syntes lød skarpere, end han mente. Maja ville gerne have sit fulde navn udeladt. Karen noterede begge ønsker og lod dem ændre teksten.

Det tog ekstra tid, men hun mærkede en forskel i tilliden. Da artiklen udkom, ringede flere fra havnen for at fortælle, at de havde genkendt sig selv, og to foreslog emner, redaktionen ikke havde tænkt på.

• Send citater tilbage, hvor det er muligt, før de bringes
• Respektér ønsker om anonymitet, og aftal dem før interviewet slutter
• Behold uenighed i materialet i stedet for at udjævne den

Karen præsenterede sine erfaringer for kollegerne på redaktionen, som en del af kursets afsluttende opgave. Hun var ikke interesseret i at lave en stor omlægning, men foreslog en lille ændring: hver journalist skulle en gang om måneden gå ud et sted uden en bestemt historie i tankerne og tale med folk i åben form.

Nogle kolleger var skeptiske, fordi tiden er knap på en lokalredaktion. Hun svarede, at det ikke handlede om at få flere historier, men om at få bedre øje for, hvilke historier der allerede lå uden for synsfeltet. Redaktøren gav grønt lys til en prøveperiode.

Jeg ved ikke, hvordan prøveperioden endte, og jeg vil ikke love noget om resultater. Men Karens måde at gribe det an på, i små skridt og med respekt for tidsrammen, er den, jeg oftest ser holde, når en idé skal ud i en travl hverdag.

Karens forløb mindede mig om, at det vanskeligste ved et godt interview sjældent er teknikken, men viljen til ikke at vide på forhånd. Hun kom med en antagelse om, at havnens beboere var tavse. Det viste sig, at de ikke var blevet spurgt på en måde, der gav plads.

Jeg tænker også på, hvor lidt der skulle til: tre åbne spørgsmål, tid til pauser og en villighed til at lade folk rette. Det kræver ikke særligt udstyr eller store budgetter, men en vane, der kan øves, som så meget andet i faget.

I undervisningen vender vi tilbage til Karens case, når nye hold spørger, om åbne samtaler overhovedet er realistiske i en travl redaktion. Jeg plejer at svare, at det er et spørgsmål om, hvad man vælger at prioritere i en enkelt uge.

• Åbne spørgsmål kræver øvelse, ikke særligt udstyr
• Små, gentagelige skridt holder bedre end store omlægninger